Frivillig Grupper

Odins Odense’s aktiviteter er i høj grad baseret arbejdet udført af Frivillig Grupper. Dels til opbygning og vedligeholdelse af hele området med huse, hegn, dyrehold osv., og dels til “formidling” af stedets budskaber overfor besøgende gæster, skoleklasser, pressen osv.

Vi har pt. nedenstående Frivillig-grupper.  Klik på overskrifterne og læs mere om gruppernes aktiviteter. Og kontakt den nævnte tovholder for at høre nærmere ….  og vurdere om du kunne tænke dig at deltage i gruppen.

ARNEN

Vore kokke og kogekoner, der hjælper ved f.eks. bruncharrangementer, familiefester m.m. De kokkererer til vores marked.

BUTIKSPASSERE

I denne gruppe sidder dem der har mod på at tage godt imod vore gæster, når de først kommer til landsbyen. Butikken er vores lille museumsbutik/entré til landsbyen. Har du aldrig siddet i butik før, men vil godt hjælpe til, læres du hurtigt op. Det vigtigste er at du har lyst til at tage godt imod folk og fortælle om vores landsby og de ting man kan lave her. Du vil blive introduceret til at føre kassekladden, billettere og stemme dagens regnskab af – det er små beløb (endnuJ)

DRAUPNER

Fundraiserne, der tager sig af fond-søgning, skaffer sponsorer mv.

FREJS  FOLK

Frejs folk tager sig af vore grønne omgivelser og sørger for at landsbyen tager sig godt ud for vore besøgende. De tager sig af markstykket, haver og pilefelt. Holder marken så elever, kan prøve at dyrke jorden med ard, hakker m.m. De passer, høster og fletter kurve af pilen og dyrker oldtidens planter små haver.

FREKE

Vore dyrepassere, der tages sig af får, kat og evt. flere dyr, fodrer, fletter dyrehegn m.m.

HEIMDAL

Vores nabovagtværn, der går tur i landsbyen uden for åbningstid og holder lidt øje med at alt er som det skal være.

KVASER

Gruppen her er for dem der har lyst til at krybe i en jernalder- eller vikingedragt og levendegøre vores landsby. Du bliver langsomt lært op og får masser af viden om jernalderen og dens håndværk.  Det er også formidlere fra gruppen Kvaser der efter oplæring, laver rundvisninger for vore turister.

THOR

En håndværkergruppe, der arbejder i træ og jern. Træsmedene bygger og reparerer husene i landsbyen, og laver andre større projekter i træ. Jernsmedene smeder på jernaldervis i landsbyens smedje; knive, tænger, pander og andet grej til brug i formidlingen. Du behøver ikke være smed for at være med – vi lærer hinanden op.

NORNERNE

Vore dragtsyere, der syer og reparerer dragter til brug i formidlingen i landsbyen, brikvæver, nålebinder m.m.

RATATOSK

Reklamefolket, der tager sig af PR, herunder pressemeddelelser, flyers, plakater. Endnu ikke nok deltagere til at gruppen er startet op! Men da det er gruppe vi har meget brug for er du velkommen til at melde dig her – måske er der flere der har lyst, hvis bare den første melder sig.

VIDAR

Garverne, der garver skind, syer sko, laver bælter, tasker mm. til frivillige jernalderfamilier og ansatte.

LOKE

Eventmagere. Man melder sig her til en enkelt event ad gangen. For dem, der vil “give den en skalle” i en kortere periode.

RIGS FOLK

Erfarne jernalderfamilier, der bebor vores landsby i weekender i løbet af året, måske en-to weekender pr. familie om året.

TIRSDAGSHOLDET

Et hold af folk, der har mulighed for at komme i dagtimerne, dvs. hver tirsdag fra kl. 9.00 til ca. 14.30.  Tirsdagsholdet er ikke “inkarnerede jernalderfolk” der som sådan deltager i landsbyens aktiviteter, men mennesker, der gerne vil gøre en indsats for vedligeholdelse af landsbyen. Det er praktisk arbejde i et team med godt sammenhold mange hyggelige stunder….